Forside
 

Grænsen

Et folkemøde i Ribe 21.-24. maj 2020
i anledning af 100-året for Danmarks Genforening

Op til Danmarks Genforening var folkemøderne en stærk manifestation af sammen­holdet om fælles sprog og værdier. De mobiliserede de dansksindede sønderjyder i nationalitets­kampen og forberedte folkeafstemningerne. I dag er folkemødet kommet tilbage som udtryk for et folkeligt behov for at få ejerskab til debatten om de spørgs­mål, der har betydning for os selv og vores fremtid.

Folkemødet i Ribe vil fylde byen med aktivitet og musik. Fire dage med slesvigsk folkekøkken, sangarrangementer og Sønderjyllands og mindretallenes stærke fortællinger. Med sproglaboratorier, udstillinger, film- og litteraturarrangementer, sønderjysk kaffebord og muntert samvær. Og det vil også være fire dage med tid til fordybelse og oplysning, foredrag og debat.

Sønderjylland forener sted, sprog og nationshistorie på en måde, der er uden sidestykke i det øvrige land og til stadighed bidrager til fællesskabsfølelse og national bevidsthed. Men Sønderjylland er også en del af Slesvig, som i sin helhed spejler de stadig mere aktuelle spørgsmål om hjemsted, sprog, nationalitet og identitet.

Forholdet mellem Danmark og Tyskland er nu så godt, at grænsen i dag ikke kun er en optrukket linje, der har efterladt et mindretal på begge sider. Den er et bredt geografisk bælte, der favner en værdifuld mangfoldighed. Og grænsen udfordrer til besindelse både på de kulturelle og politiske værdier, der forener os over grænsen, og på de fælles udfordringer, vi står over for i en globaliseret verden.

Arrangementer af alle slags

om Genforeningens historier og Grænsen i dag.

Grænselandets fortællinger: livet før, under og efter genforeningen – konsekvenser for danskere og tyskere på begge sider af grænsen før og nu – fortællecafe

Seminarer, foredrag og debatter om ”Nationalstaten. Historie, værdier og udfordringer” - to centrale foredrag (key notes) hver dag

Unge-folkemøde: bl.a. unge-parlament, kulturambassadører, rollespilsscenarier, grænsebyggeri, sprogambassader

Musik: koncerter og i bylivet – klassisk, moderne, jazz, fællessang

Teater: professionelle og amatører – fra de mindste børn til de voksne – alvor, revy og dukketeater

Litteratur: aktuel genforeningslitteratur – personportrætter, forfattermøder, saloner

Film: danske og tyske film om grænselandet

Mad: Sønderjysk kaffebord, fællesspisning

Udstillinger, vandreture, sport og meget andet.

 
Korsbrødregade 7 - 6760 Ribe - Tlf. 75421800 - CVR. 57244615 - EAN-NR: 5798000818743 - kmrib(a)km·dk